Borup Idrætsforenings Svømmeklub

 
Velkommen til Borup IF's svømmeafdeling - besøg de øvrige afdelinger her:www.borup-idraet.dk  
 
Nyt fra 2019:
 
Tilmelding til den kommende sæson er nu åben. Klik på Holdtilmelding. Sæsonen starter 1. september.
 
VI SØGER INSTRUKTØRER!!! Husk - hvis man er fast instruktør får ens børn altid plads og er altid gratis. Desuden er det rigtig givende og fedt. Hjælp den lokale svømmeklub!!! Vi yder også højeste skattefri godtgørelse, tager på sjove kurser og holder gode arrangementer sammen.

Vi har netop holdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor vi er rigtig glade for at få valgt to nye bestyrelsesmedlemmer og en suppleant. Velkommen til Sanne Lytje Kjær, Mark Skouenborg og Jan Mose Nielsen. 
Den ordinære generalforsamling 2019 blev afholdt tirsdag den 9. april kl. 19.30. Desværre dukkede INGEN medlemmer op, selvom vi virkelig havde opfordret til fremmøde. 
 
Se referatet fra begge generalforsamlinger her
Se de nye vedtægter
her 
 
Sæsonen 2018/2019 er slut.
 
Nuværende medlemmer er i gang med at få tilbudt plads og tilmelde sig holdene i den kommende sæson. Vi forventer at åbne for nye medlemmer

SØNDAG DEN 30. juni kl. 18.00
 
 
Klubben søger lige nu nye instruktører til start hurtigst muligt eller efter sommerferien (med start sidst i august). Kontakt klubben på mail info@bifsk.dk eller ring 30826230.
Vi mangler frivillige til vores ønske om familie-åbent i vores tid om lørdagen fra 12-13.30 - henvendelse til info@bifsk.dk. Vi har også enkelte ledige aftentider, så kontakt os, hvis du har en idé :-)
 
Vi uddanner snart livreddere igen. Vi tilbyder som udgangspunkt også en gratis livredderprøve til vores almindelige medlemmer, så kontakt bestyrelsen eller din instruktør, hvis du vil med på næste omgang :-)
 
------------------ 
 
Her følger den normale forsidetekst...

Introduktion
 
BIF svømmeklub er en baby- og børnesvømmeklub der kan tilbyde svømmeundervisning for børn op til skolealderen. Desuden har vi vandaerobic for voksne, motionshold for børn 8-12 år samt motions- og fødselsforberedende hold for gravide.

Vil du gerne gå til svømning?

Vores sæson starter i slutningen af august og slutter i maj. Mange hold bliver desværre fyldt hurtigt op, så hvis du leder efter svømmehold midt på sæsonen, så kan det være svært. Prøv at klikke på holdtilmelding/holdoversigt i menuen øverst til venstre. Under hver holdtype kan du se, hvor mange ledige pladser, der er... Desværre står der ofte "0", men det er gratis at melde sig på en venteliste.
 
Adresse

Vi holder til i Aktivitetshuset, Møllevej 11, 4140 Borup.

Fysiske forhold

Børnene svømmer i et mindre bassin, hvor familien kan udfolde sig med de helt små, og de større kan træne rigtig svømning. Vandet i bassinet er altid omkring 34C varmt og bassinet er ca. 125cm dybt. Vi har tilladelse til at være 14 personer i vandet ad gangen dvs. 7 babyer med forældre eller 14 større børn eller voksne. Se nærmere under punktet bassinet og under de enkelte holdbeskrivelser.

Hvor gammel må man være?

Vi har hold for alle børn fra spæd til skolealderen. Når børnene går i børnehaveklasse, svømmer de deres sidste sæson hos os. Herefter er faciliteterne og bassinet ikke fyldestgørende mere. Vi henviser i stedet til svømmeklubber i de omkringliggende byer.

Hvad skal den lille have på?

Blebørn skal have badetøj med stram elastik som barriere mod evt. uheld - og ingen ble. Eventuelt en badeble. Senere kan de bare bruge almindeligt badetøj. En badekåbe eller et varmt håndklæde er godt til ventetiden før holdet starter.

Hvordan melder jeg mig ind?

På denne hjemmeside opretter I en profil for den lille der skal svømme. Husk korrekt e-mail adresse ellers kan I ikke aktivere profilen. Dernæst kan der logges ind, et hold kan vælges og der kan tilmeldes ved direkte betaling med dankort. Det er meget vigtigt at opretholde korrekte medlems oplysninger, email og telefon, således at vi kan kontakte medlemmerne om eventuelle aflysninger og andet information.

OBS: vi er begyndt at bruge SMS beskeder til at informere om aflysninger oa. hvis det er samme dag. Hvis I vil modtage disse beskeder skal I have udfyldt mobiltelefonfeltet.

Det er ydermere vigtigt at evt. nye email adresser opdateres, for vi vil løbende sende vigtig information, invitation til næste sæson mm. pr. email.

Hold

På holdene siger vi i år velkommen til guppierne, muslingerne, søhestene, guldfiskene, søløverne, delfinerne, tunfiskene og rokkerne. Vore hold er opdelt efter alder/evner, og de nye hold gælder for sidst i august og kører til og med midt maj. Ferie- og lukkedage bliver opdateret her på siden under menuen "lukkedage".

Du vil, så vidt muligt, have den samme instruktør gennem hele forløbet, og holdet afsluttes med et fint diplom. Tilmeldingen på de faste hold er bindende og refunderes ikke.
Har et hold ikke nok deltagere - oprettes det ikke - og så vidt det er muligt, vil der blive tilbudt anden plads.

Afbud

Det er ikke nødvendigt at melde afbud til instruktøren ved enkelte udeblivelser. Ved længere tids fravær, sygdom eller lignende, skal man gerne give instruktøren besked. Ved fravær, der kan forventes at vare resten af sæsonen, fraflytning mv. beder vi om, at man på hjemmesiden melder sig ud, således at der bliver plads til nye svømmere fra ventelisten. Der er så stor søgning på klubben, at vi ikke kan retfærdiggøre at vi har passive medlemmer.

Forening

Vi er en frivillig forening under Borup Idrætsforening (www.borup-idraet.dk). Du bliver automatisk medlem af foreningen, når du melder dig til et hold i klubben. Vi er en skiftende flok aktive i bestyrelse og instruktører - meget ofte forældre med børn i klubben. Vi laver selvfølgelig klub for medlemmernes skyld, så dine input og din eventuelle deltagelse er altid meget velkommen. Om ikke andet så til vores årlige generalforsamling, der plejer at være i marts/april.

Information

Yderligere oplysninger om svømning i BIF Svømmeklub og de enkelte hold kan findes her på hjemmesiden. For mere information eller spørgsmål, kontakt bestyrelsen på info@bifsk.dk

 
Husk: Vi mangler ALTID instruktører. Vi er en rigtig god lille klub med godt sammenhold, og det er et rigtig godt og givende stykke frivilligt arbejde til stor gavn for børn i Borup og omegn. Vi yder omkostningsgodtgørelse efter højeste takster. Kontakt formand Jesper Breddam på 3082--6230 eller j(snabela)breddam.dk